Flugten fra Horsens Statsfængsel i 1949 - En bedrift ud over alle grænser

Udbryderkongens flugt fra Horsens statsfængsel, en handling der vakte kolossal opsigt!

Carl August forbløffede mange mennesker, da hans flugt og detaljerne om den fyldte avisoverskrifterne i slutningen af 1949. Gennem 11 måneders ihærdigt knoklearbejde, lykkedes det ham at forsvinde fra fængslet og først næste morgen opdagede det chokerede fængselspersonale, at han havde præsteret, hvad alle mente var umuligt, at flygte fra Horsens Statsfængsel. Med dette hjemmelavede instrument, lykkedes det Carl August at komme igennem cellevæggen og få adgang til et hulrum, en tilmuret trappehvælving, hvorfra han i ro og mag kunne grave sig ud i friheden. 

Udbryderkongens flugt fra Horsens statsfængsel blev indledningsvist søsat ved at benytte dette instrument til at kradse hul i muren

Uddrag fra kapitlet om flugten i 1949

Dagene sneglede sig afsted, de tykke mure klemte sig sammen om ham. At være i isolation var vitterlig en ensom affære. Kældercellen, på lidt over 8 kvm, var ekstra sikret med et dobbelt lag tremmer for vinduerne. Den var lille, spartansk indrettet og kold, selvom der fandtes et varmeapparat på væggen mod gangen. Mens Carl August sad og prøvede at få tiden til at gå, kom han i tanker om et rum under trappen, trappen, der gik fra kælderen og hele vejen op gennem den fløj, han sad i. Rummet under trappen lå til højre for hans celle. 20 år før var hulrummet blev muret til, fordi en fange havde brugt det som gemmested under et flugtforsøg. Så vidt han kunne bedømme, ville det være muligt at bryde gennem muren og ind i hulrummet.

Carl August sad på sengen og kiggede på vægskabet, der sad over det lille primitive skrivebord. Det skab burde være løsningen. Hvis han fjernede bagbeklædningen til skabet, ville han kunne skjule sin flugtvej, bryde gennem muren, og kravle den vej ind i hulrummet. Herefter ville han i ro og mag kunne arbejde sig gennem ydermuren, eller under fundamentet. Hvis han derefter var i stand til at grave en ca. 18 meter lang tunnel under fængselsgården, hen til bygningerne, der udgjorde den indre fængselsmur, var han et langt skridt nærmere friheden. Det var en genial plan, men krævede en større planlægning og kreativitet, og den var aldeles ikke ufarlig. Han mærkede adrenalinen pumpe rundt i kroppen. Det var en vild plan, og ikke noget der bare blev overstået i løbet af en nat. For det første skulle han kun være i cellen i få uger, og for det andet ville det, så vidt han kunne regne ud, tage måneder at gennemføre gravearbejdet.

Da Carl August havde udstået sin straf i isolationscellen, blev han sendt tilbage til afsnittet for sikkerhedsfanger. Nu kom den første udfordring. Han skulle overtale personalet til at give tilladelse til, at han kunne vende tilbage til kældercellen. Carl August bad om lov, og forespørgslen kom noget bag på ledelsen, men Carl August var usædvanlig god til at argumentere. Han forklarede det med et dybt behov for ro og tid til eftertænksomhed. Ledelsen rystede en smule på hovedet, men hvorfor ikke? Tilladelsen blev givet, og en uges tid senere vendte en overordentlig tilfreds Carl August tilbage til isolationscelle nr. 7. Døren smækkede og blev låst udefra, og fangevogteren forsvandt ud på trappeopgangen, hvor Carl August kunne høre hans tunge skridt forsvinde op ad trappen. Så åndede Carl August lettet op og begyndte en lille tavs krigsdans. Endelig kunne han begynde på sin dristige, men også geniale plan. Det var næsten for godt til at være sandt. Men det var sandt.

Han sad nu i sit eget lille fantasifulde univers i bunden af fængslet og kunne i ro og mag gennemtænke sine planer for den kommende tids ihærdige gravearbejde. Det var lidt at spille hasard. Var det overhovedet muligt, at komme igennem muren til hvælvingen? Var den måske blevet fyldt op, og når han først var igennem, hvordan skulle han så komme igennem bygningens fundament, der formentlig bestod af store og uhandy sten? Carl August lå på ryggen i cellen med hænderne foldet på maven, mens han lod fantasierne flyve afsted. Han kendte ikke til et af nutidens psykoterapeutiske begreber, visualiseringen af et mål, men det var lige præcis, hvad han foretog sig. For hans indre øjne manifesterede tunnellen sig. Han så sig selv grave og grave, fjerne jord og andre forhindringer, indtil han ville se lyset for enden af tunnellen, lyset, der illustrerede hans kommende frihed. Han kunne allerede smage friheden, mærke lyset fra solen og føle vinden suse i sit hår, mens han løb hen ad vejen, væk fra fængslet, fangevogterne og politiet.